Vedtægter

logo bhf 2000               Foreningens Vedtægter

§ 1. Foreningens Navn.
Foreningens navn er: Bornholms Hjemstavnsforening 2000.
Foreningen er upolitisk, hvorfor alle officielle politiske drøftelser er udelukket.
Foreningens hjemsted er Jylland.
§ 2. Foreningens formål.
Foreningens formål er, i samarbejde med andre hjemstavnsforeninger i Danmark, at skabe og styrke hjemstavnsinteressen for fødeøen gennem kulturelle og selskabelige sammenkomster. Medlemmerne orienteres om foreningens aktiviteter gennem medlemsbladet  ”Klippeøen”, samt via foreningens hjemmeside.
Medlemsbladet tilsendes medlemmerne.
§ 3. Medlemskab.
Som medlemmer optages alle der er født på Bornholm, samt alle, der på baggrund af interesse for Bornholm vil bakke op om foreningen. Et medlem kan udelukkes fra foreningen i tilfælde af kontingentrestance. Såfremt medlemskab ønskes genoptaget, kan dette første ske efter indbetaling af det skyldige beløb. Bestyrelsen kan beslutte at udelukke et medlem, der bevisligt modarbejder foreningens formål og virke. Pågældende medlem kan ved personligt fremmøde på førstekommende generalforsamling kræve beslutningen forelagt til afstemning. Tilmelding, udmeldelse samt mail- /tlf.- og adresseændringer skal ske skriftligt til kassereren, som administrerer medlemslisterne.
§ 4. Kontingenter.
Kontingenter for det kommende regnskabsår fastsættes i tilslutning til regnskabs –
aflæggelsen, og efter indstilling fra bestyrelsen på den ordinære generalforsamling.
Medlemsperioden følger kalenderåret, dog således, at nye medlemmer, der optages
efter 1. juli får det efterfølgende kalenderår med i kontingentet. Alle medlemmer betaler  samme kontingent, dog således at person nr. 2 på samme adresse betaler  ½ kontingent  og man modtager kun 1 eksemplar af medlemsbladet. Rettidig indbetaling senest 15. januar.
Stemmeret på generalforsamlingen er betinget af, at kontingentet er rettidigt indbetalt i året hvori generalforsamlingen afholdes.
§ 5. Aktiviteter.
Aktiviteter fastsættes af bestyrelsen og efter indkomne forslag fra medlemmerne.
Disse aktiviteter meddeles i medlemsbladet samt på hjemmesiden.
Der vil være mulighed for at medtage gæster til foreningens arrangementer.
§ 6. Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Generalforsamlingen der afholdes hvert år inden udgangen af februar måned, indkaldes
gennem medlemsbladet samt foreningens hjemmeside med mindst 14 dages varsel.
Generalforsamlingen har følgende dagsorden:
1. Valg af ordstyrer.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Fremlæggelse af revideret regnskab – samt fastsættelse af kontingent.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse + suppleant (er).                                                                            Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted for samtlige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
6. Valg af revisor + revisorsuppleant(er).
7. Eventuelt.
Generalforsamlingen ledes af valgt ordstyrer, som – hvis han/hun er medlem af foreningen
– har både tale- og stemmeret. Ordstyreren må ikke være medlem af bestyrelsen
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde
senest fjorten dage før generalforsamlingen afholdes.
Alle beslutninger afgøres med mindst 2/3 stemmeflertal af de fremmødte stemme-berettigede ved håndsoprækning, eller skriftligt, hvis mindst 20 % ønsker det.
Ordstyreren forestår afstemningerne.
Spørgsmål fremkommet under diskussion ved generalforsamlingen, og som ikke er
opført på dagsordenen, kan ikke behandles før næste ordinære eller ekstraordinære
generalforsamling. Der tages referat ved generalforsamlingerne, som underskrives af
ordstyrer.
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstra ordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller
når mindst 20 % af medlemmerne skriftligt, med ønsket dagsorden, kræver det.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 8 uger efter fremsat
anmodning, og indkaldelsen sker gennem medlemsblad og hjemmeside eller direkte til
medlemmerne senest 8 dage før afholdelsen.
Den ekstraordinære generalforsamling kan ikke forandre eller ophæve de gældende
vedtægter. Der tages referat ved ekstraordinære generalforsamlinger
§ 8. Bestyrelsen.
Bestyrelse og suppleanter vælges normalt for en 2-årig periode, dog må formand og kasserer ikke afgå samtidig.  Bestyrelsen konstituerer sig på møde umiddelbart efter generalforsamlingen. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når dette findes nødvendigt, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Udgifter i.f.m. bestyrelsens møder afholdes af foreningen.  Bestyrelsen er ansvarlig for planlægning og gennemførelse af foreningens aktiviteter som nævnt i § 5.
Bestyrelsen skal tage referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, overlevere
årsregnskab med bilag til revision samt administrere medlemslister.
§ 9. Hjemmeside.                                                                                                   Foreningen ejer domænet: bornholmshjemstavn-jylland.dk, og bestyrelsen har ansvar for, og driver under dette domæne,  en opdateret hjemmeside.  Hovedformålet med hjemmesiden er at informere om foreningen og dens aktiviteter.  Domæne og webhotel er registreret med et bestyrelsesmedlem som ejer.  Dette bestyrelsesmedlem skal overdrage ejerskabet (inkl. de nødvendige adgangskoder) til et andet bestyrelsesmedlem, når medlemmet træder ud af bestyrelsen eller  et bestyrelsesflertal ønsker det.  Bestyrelsen kan vælge at uddelegere selve opdateringen af hjemmesiden.
§ 10. Revision.
Til at foretage kontrol og revision af foreningens regnskaber, vælges af
foreningens regnskabskyndige medlemmer 2 revisorer samt 2 revisorsuppleanter.
Disse vælges for 2 år, dog således at ikke begge revisorer kan afgå samtidig.
Revisorerne har ret og pligt til at foretage uanmeldt kasseeftersyn.
Herudover gennemgår og påtegner revisorerne årsregnskabet.
§11. Regnskab og forvaltning af foreningens midler.
Kassereren er ansvarlig for foreningens midler, og må så vidt muligt kun være
i besiddelse af en kontant beholdning på maksimum 1.000,00 kr. Foreningens
øvrige midler indsættes på konti i pengeinstitut. Kun Kassereren kan betale
eller hæve af foreningens midler. Bestyrelsen kan om nødvendigt fremlægge vitale økonomiske sager for generalforsamlingen. Bestyrelsen kan ikke optage lån uden en generalforsamlingsbeslutning.  For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Regnskabet, der følger kalenderåret, skal afsluttes så betids, at revision af årsregnskabet kan foretages inden den ordinære generalforsamling.
§ 12. Foreningens opløsning.
Hjemstavnsforeningen kan kun opløses ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger
der holdes med 1 måneds mellemrum, og med stemmeflertal på mindst
2/3 af de fremmødte medlemmer ved første og almindeligt stemmeflertal ved den anden
generalforsamling. Vedtages en opløsning af foreningen, overgår alle foreningens midler
til velgørende bornholmske formål. Generalforsamlingen vælger med almindeligt
stemmeflertal et 3-mands likvidationsudvalg, med efterfølgende fremlæggelse af resultat.
§ 13. Foreningsvedtægter
Alle medlemmer modtager et eksemplar af disse vedtægter ved optagelse i foreningen.
Gældende vedtægter vil også fremgå af foreningens hjemmeside.
Senest ændret efter vedtagelse på generalforsamlingen d. 4. september 2021.